Lybek Kommunikation

Velkommen her på bloggen, der handler om eksempler på både god og mindre heldig presseperformance! Og tak, fordi du læser med 🙂

I dagens indlæg handler det om et eksempel på en omsiggribende tendens, hvor bl.a. myndigheder, politikere, enkeltpersoner, virksomheder og organisationer forsøger at slippe afsted med kun at svare via mail – fremfor at lade sig interviewe med oprejst pande.

Det har jo lige været påske med et hav af helligdage, men pressen holder som bekendt aldrig fri. Dét fik blandt andre Tivoli A/S at mærke påskelørdag den 31. marts, hvor virksomheden kom en tur i mediekarussellen. Her bragte Ekstra Bladet nemlig en kritisk artikel under overskriften ’Tivoli-vagter pågreb uskyldige forretningsmænd’. 

En historie, der efterfølgende blev samlet op af TV2 Lorry under overskriften ’Røde ører i Tivoli: Uskyldige forretningsmænd stoppet for tyveri’. Dette er i øvrigt blot endnu et eksempel på, hvordan en kritisk historie i et medie, lynhurtigt – som en steppebrand – kan sprede sig til andre medier.

Tilbageholdt for tasketyveri

Sagen handler om den dansktyrkiske storrestauratør Fatih Sime og tre af hans udenlandske forretningsforbindelser, der under et nyligt besøg i Tivolis nye madmarked, Tivoli Food Hall, blev tilbageholdt af uniformerede vagter.

De fire velklædte mænd havde netop bestilt og betalt for en omgang dyr gourmetpizza, da de pludselig – og helt uventet – blev omringet af en gruppe Tivoli-vagter.

Vagterne sagde til forretningsmændene, at de var mistænkt for at være tasketyve. Vagterne befalede mændene om at forholde sig i helt ro, indtil politiet ville komme. Hele postyret varede ifølge Ekstra Bladet hele halvanden time!

”Der stod vi samlet og var meget rystede. Vi måtte ikke bevæge os nogle steder, selv om jeg foreslog, at vi kunne foretrække til et mere diskret sted. Nej, vi skulle udstilles som tyve for hundredvis af forargede blikke i det tætpakkede marked,” fortæller Fatih Sime til Ekstra Bladet.

Da det i øvrigt ekstremt underbemandede Københavns Politi endelig dukkede op, blev det efter en kropsvisitering hurtigt konstateret, at forretningsmændene var komplet uskyldige.

Fik først en undskyldning, da Ekstra Bladet kom på banen

”Betjentene var professionelle og beklagede, men Tivoli oplyste os om, at vi ikke var velkomne igen,” siger Fatih Sime til Ekstra Bladet. Det fremgår, at han har kontaktet Tivoli for at få en undskyldning. Men en sådan kunne han imidlertid ikke få.

”En sekretær sagde, at jeg kunne skrive en mail, hvis jeg ville noget,” uddyber Fatih Sime.

Derfor valgte forretningsmanden – som det ofte er klogt at gøre, hvis man har en sag – at tage fat i Ekstra Bladet for at fortælle sin historie.

EB’s journalist, Christian Kloster, bad herefter om et interview med enten direktøren eller pressechefen. Men pressechefen, Torben Plank, afviste imidlertid, at Ekstra Bladet kunne få et interview. I stedet valgte pressechefen at sende en mail til Christian Kloster.

I mailen fremgår det, at Tivoli (i modsætning til før) nu rent faktisk undskylder episoden:

”Vi vil gerne give en uforbeholden undskyldning til de omtalte personer, der uretmæssig, og under uheldige omstændigheder, blev mistænkeliggjort,” skriver pressechef Torben Plank i sin mail.

Torben Plank skriver også, at Fatih Sime og hans tre forretningspartnere kan ”komme ind til os og få snakket sagen igennem, så alle kan lægge episoden bag sig. Og vi inviterer også gerne på en tivolitur.”

Tivolis pressestrategi er både klog OG uheldig

Det er klogt, at pressechefen lægger kortene på bordet og således på hele Tivolis vegne får sagt undskyld og inviterer til yderligere dialog – for bedre sent end aldrig. Dette er som regel det bedste at gøre i sådanne sager, hvor man har begået den fejl: nemlig at lægge sig fladt ned og beklage – og på den måde få lukket sagen ned hurtigst muligt.

Mange har ellers en tendens til det modsatte: At stikke hovedet i busken og helt undlade at svare på journalisternes henvendelser. Dette var også emnet i mit seneste blogindlæg, som du kan læse her.

Men det, som ikke er så heldigt er, at Tivoli kun vil svare via mail – fremfor med åben pande at stille op til interview enten face to face eller via telefon.

Der er flere grunde til, at det er en uheldig fremgangsmåde kun at ville svare via mail:

1. Troværdighedsproblem: Når man kan læse, at en virksomhed med en dårlig sag kun vil svare via mail, får man det indtryk, at der stikker noget mere under. For hvorfor ikke bare stille op til interview? Er Tivoli bange for at blive fanget på det forkerte ben? Det rimer på mangel på åbenhed, hvilket går ud over troværdigheden. Man aner jo, at virksomheden har en frygt for, at der kan komme opfølgende og kritiske spørgsmål. Og hvad skyldes denne frygt?
2. Virker unødvendig spinagtigt: Det sender det signal, at Tivoli forsøger at styre og kontrollere og selv sætte betingelserne for kommunikationen mellem journalisterne og virksomheden. Og ofte vil journalisterne nævne det i deres historie, når en virksomhed kun vil svare via mail. Er Tivoli det nye Kina?
3. Påvirker også historier i fremtiden: Samtidig kan det virke som en rød klud i hovedet på journalisterne, som vil huske Tivoli som en virksomhed, der kun vil svare via glatte mails. Dette kan også få betydning for journalisternes forhåndsoplevelse af virksomheden, og få betydning for næste gang, de skal skrive om den. Det svækker relationen mellem journalisterne og Tivolis presseafdeling.

En udbredt tendens kun at ville svare via mail

Tivoli-sagen er langtfra et enestående, aktuelt eksempel. Og problematikken med virksomheder, myndigheder og politikere, der kun vil svare via mail, kommer i øvrigt med jævne mellemrum op i journalisternes fagblad, Journalisten. Det er bestemt ikke godt at blive stillet i et dårligt lys i Journalisten.

Det seneste eksempel er fra februar 2018, hvor fagbladet bragte artiklen ’Han fik 9 dage og frit valg’. Sagen handler om transportminister Ole Birk Olesen (LA), der kun vil svare specialmediet Ingeniøren via mail i en sag om den stadigt voksende biltrafik.

Men Ingeniøren valgte slet ikke at acceptere denne præmis for kommunikationen. I stedet blev resultatet en negativ historie under overskriften ‘Ole Birk Olesen vil ikke tale om voksende biltrafik’, hvor ministerens synspunkter slet ikke kom til orde.

Det er, hvad der kan komme ud af det, når man ikke vil stille op til interviews, når vi taler om Tivoli og transportminister Ole Birk Olesen. Dermed ikke være sagt, at det altid og per defintion en dårlig idé at svare via mail. Der kan sagt faktisk være situationer, hvor det er en god idé. Den tager jeg op en anden gang.

Det var alt for nu. Tak fordi I læste med. I hører snart fra mig igen her på bloggen.

Bedste hilsner

Jeres tekstforfatter og presserådgiver Jacob Lybek

Se i øvrigt også mit blogindlæg om lottomillionæren, der trods presseomtale tror, at han kan forblive anonym.

Læs mere om, hvad denne blog om presseperformance handler om 

Velkommen her på bloggen om presseperformance! Tak, fordi du læser med 🙂

I dagens indlæg handler det om en mand fra Assens på Fyn, der netop har vundet 15 mio. kr. i lotto. Historien er bragt i flere medier, bl.a. på BT’s hjemmeside, hvor den blev publiceret lørdag den 24. februar.

Artiklen er kommet til verden, efter at manden har medvirket i en pressemeddelelse udsendt af Danske Spil.

Det fremgår både af mediernes beskrivelse og af pressemeddelelsen fra Danske Spil, at manden gerne vil være anonym, og han er da heller ikke citeret med navns nævnelse.

Og man forstår da så udmærket godt, at den pågældende mand ønsker at være anonym, da der er utallige eksempler på, at lottovindere oplever misundelse og konflikter i forhold til både familie, venner, bekendte, kollegaer og lokalsamfund. En glad vinder kan hurtigt ende med at blive en ulykkelig og ensom vinder. Men kan han forblive anonym er sagen en hel anden,

Men spørgsmålet er dog, om manden kan bevare sin anonymitet, nu da historien er ude og tilgængelig for enhver. Læserne får nemlig ikke så få og afgørende informationer om ham og hans familie. Bl.a. får vi følgende at vide om manden og hans familiære og arbejdsmæssige situation:

• Han bor i Assens. Alder: I begyndelsen af 40’erne. Hobby: Kørsel på mountainbike.

• Manden er maskinmester i en forholdsvis lille virksomhed, hvor han arbejder i et team med en række mandlige kollegaer, som han har et venskabeligt forhold til. Han vil fremover købe sig til nogle flere fridage fra sit arbejde, nu da han jo har scoret den helt store gevinst.

• Familie: Manden har et ikke-oplyst antal sønner og bor sammen med en kæreste.

• Kæresten har startet egen virksomhed op, og familien har alene levet alene af mandens indtægt de seneste par år. F.eks. har de ikke haft råd til tage på udenlandsrejser.

• Manden vil bruge nogle af pengene fra lottogevinsten på en rejse til Fiji-øerne samt at få lagt nyt gulv.

Hvornår bliver hans identitet afsløret?
Med alle disse informationer lagt frem, og som enhver kan finde via Google, er det nu et godt spørgsmål, om manden kan blive ved med at være den anonyme maskinmestre fra Assens, der har scoret den 15-million kroner store gevinst?

I Assens bor der kun knap 6.300 indbyggere, hvoraf en stor andel er børn. Og så er der alle kvinderne i byen, som vi også kan se bort fra. Tilbage har vi en gruppe af voksne mænd, og hvor mænd i Assens er det lige, der netop arbejder maskinmester i en mindre virksomhed på et lille team? Samtidig med at de kører på mountainbike, har minimum to sønner samt en kæreste, der har opstartet sin egen virksomhed?

Og hvor mange maskinmestre fra Assens er det lige, der i den kommende tid skal på ferie på Fiji-øerne – og i øvrigt samtidig skal have lagt nyt gulv efter en periode, hvor familien ellers har haft en stram økonomi? Mon ikke omgivelserne hurtigt kan lægge to og to sammen, når de har læst artiklen på f.eks. BT.dk og i andre medier, også lokale fynske medier? Man behøver vel ikke at være at professor eller professionel detektiv for at løse gåden om vinderens identitet.

Vil man ikke kunne forvente, at snakken hurtigt vil gå og nysgerrigheden være stor i en by som Assens? Jo, og det er vel kun et spørgsmål, om hvem, der finder ud af det først. Bliver det mandens kollegaer fra det lille team? Bliver det naboerne? Eller måske noget familie eller en af kærestens veninder?

Danske Spil og medierne er vinderne – manden bliver taberen
Det skal nok komme frem, og så er det jo spørgsmålet, hvad konsekvenserne bliver. Det hele kunne dog nemt være undgået, hvis blot manden havde sagt nej til at medvirke i pressemeddelelsen fra Danske Spil. Og hvad får han egentlig ud af at medvirke? For hvis skyld gør han det?

Det statsejede Danske Spil får på sin side promoveret deres lottospil i kraft af medieomtalen, mens BT og alle de andre medier får en artikel, der er nem og hurtig at lave og giver en masse læsere. Vores lottovinder fra Assens får til ingenting ud af det. Han risikerer omvendt en masse problemer på det personlige plan, når han før eller siden bliver afsløret. Spørgsmålet er, om manden er klar over, hvad han går ind til, når han siger ja til at fortælle sin historie. Er han i stand til at overskue konsekvenserne? Det fremstår ikke umiddelbart sådan.

De presseetiske regler: Personen skal kunne overskue konsekvenserne
Ifølge de såkaldte presseetiske regler (fastlagt af Pressenævnet) skal medierne ellers, når de interviewer en person, sagligt vurdere, om personen rent faktisk kan overskue konsekvenserne af at stille op. Det fremgår nærmere bestemt af Vejledning om god presseskik i afsnittet B. Adfærd i strid med god presseskik (stykke 6), der lyder sådan her:

”Ved indsamling eller offentliggørelse af information bør andres tillid, følelser, uvidenhed, manglende erfaring eller svigtende herredømme ikke udnyttes.”

Det er altså det enkelte medie og de enkelte journalister og redaktørers ansvar at sikre sig, at den/de deltagende kan overskue konsekvenserne af at medvirke i pressemæssige sammenhænge. Men i virkelighedens verden bliver reglerne ofte overtrådt i mange forskellige sammenhænge. Og at det – på skræmmende vis – ikke rigtig medfører nogle konsekvenser ved at overtræde reglerne!

Hvad kan du lære af denne sag?
• Når man siger ja til at lade sig citere i en pressemeddelelse, skal man vide, at den, der laver pressemeddelelsen altid har et motiv for at fremføre din/jeres historie. Ikke, at der behøver at være noget galt i at have et motiv. Motiver kan sagtens være ædle – men husk, at der ALTID er et motiv!

• Pas på med at sige ja til at medvirke i pressemeddelelser eller interviews uden at tænke det igennem på forhånd. Det kan godt være, at journalisten eller kommunikationsmedarbejderen presser på for et hurtigt svar, men det er dig, der bestemmer. Som regel har journalisterne og kommunikationsmedarbejdere mere brug for dig og din historie, end du har for dem – selv om de forsøger at give udtryk for det modsatte.

• Søg evt. rådgivning eller sparring, inden du siger ja til noget.

Det var alt for nu, og tak for jeres opmærksomhed. I hører snart fra mig igen her på bloggen.

Bedste hilsner

Jeres tekstforfatter og presserådgiver Jacob Lybek

Se også blogindlægget om John Mogensen-produceren, der klarede sig godt i Ekstra Bladet

Læs mere om, hvad min blog om presseperformance handler om